Viser arkivet for stikkord ditlevsen

Der bor en ung pige -

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,
hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,
men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,
som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.

Hun har ikke andre i verden at spørge enn mig:
hvor er mine drømme? og hvor er min tyveårs glæde?
Hvor er de uskyldige smil, den alvorlige leg?
Hvordan er mit pund forvaltet i årenes kæde?

Jeg prøver at fange det blege og lysende blik,
jeg prøver at holde den spørgende stemme tilbage,
og hører i hjertet en mild og bedrøvet musik,
en regnvejrstone af sagte dryppende klage.

“Din drøm var skrøbelig barn og dømt til at dø,
din renhed blev mindre ren af de ting du lærte -
mod stenbroen faldt dine fine og frugtbare frø
en aften, da virkeligheden brød ind i dit hjerte.

Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden af stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.

Og det er min frelse, at jeg kan fornemme din røst
som bølgeslag i mit blods tungsindige vandring -
du er mit forsvar, min uro og dybeste trøst,
bestandig og god gennem årenes liv og forandring."

Der bor en ung pige i mig, der ikke kan dø,
før jeg selv blir træt af at tro, jeg engang var hende,
hun stirrer imod mig fra spejlet, i øjnenes sø,
efter noget, der altfor ofte er svært at finde.

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Fra “Dikt i utvalg”, De norske bokklubbene 1999 – første gang utgitt 1963

Børnene

Først var de sød forventning
og stor, unævnelig glæde -
i slægt med skyer og stjerner
og allevegne tilstede.

Så blev de levende, nære,
spæde, selvstændige tanker -
to øjne der spejler månen,
et hjerte der ensomt banker.

Småbitte fødders trippen
lød over hele huset,
lyder endnu i vort hjerte,
vemodigt i nattesuset.

Pludseligt løfted de blikket
og glemte de barnlige lege,
fik fjerne, urolige øjne
og længsel mod mørke veje.

De rejste de unge nakker
og fik det for trangt i huset -
regnen viskede hurtigt
sporene ud i gruset.

Regnen skyllede hastigt
tårene bort fra kinden -
de ru, forandrede stemmer
blafrede bort med vinden.

Men fordi de var gode børn
så vi dem ofte siden;
to timer ved søndagskaffen
sad de og spildte tiden,

gik så hen under aften,
hvorhen fik vi aldrig at vide -
vi vinkede til dem fra lågen,
stumt, ved hinandens side.

Mørket er blidt og varsomt,
regndråber er så rene -
gode børn er en gave.
Det er ondt at være alene.

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Fra “Dikt i utvalg”, Den norske bokklubben 1999 (første gang utgitt 1963)

Heksen

Gå ikke ind i huset.
Her har en heks sit hjem.
Fra hendes grønne øjne
slår ilden farligt frem.

Bagved panel og døre
er grå gespenster skjult.
Dèr lyser andre øjne,
så marekattegult.

Men alt er overdrysset
med guld og ædelstene,
så mangen eventyrer
gik dog derind alene.

En drage åd dem alle,
syvhovedet og styg.
Den sover hele dagen
i heksens hule ryg.

Gå ikke ind i huset,
skønt synet blænder dig,
for dragen er mit hjerte,
og heksen ligner mig.

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Fra “Dikt i utvalg”, Den norske bokklubben 1999 (første gang utgitt 1963)

Skolebørnene

De traver snublende, i spredte hære,
igennem al slags vejr, på dagens bund,
bestandig små, altid for sent på færde,
med mælkeskæg om deres nattemund.

Du kender dem på deres alvorsblikke,
på søvnens em, der står i deres hår,
og de har altid travlt og ser dig ikke:
du er en årstid, som de aldrig når.

De grubler på et mystisk regnestykke,
de hærges af en fedtplet på en bog -
og venter sig så altfor megen lykke
af det at blive barndomsfri og klog.

Ved synet af dem husker du, hvor ene
du var i fjerne morgners tidløshed,
mens alle blomster sov på deres grene,
og voksne folks gardin var rullet ned.

Din smalle seng, og lampens matte pære,
dit legekammers lugt af fattigdom;
altid for lille, altfor sent på færde,
og fuld af sorg, du aldrig talte om.

Tove Ditlevsen (1918-1976)

Fra samlingen “Dikt i utvalg” (Den norske bokklubben 1999, første gang utgitt 1963)

Den niende måned

Det er i den niende måned, verden
venter i lydhør vågen -
højtideligt træder de fromme stjerner
frem af septembertågen.

Henover havens og skovenes træer
går månen så høstligt svanger,
påkaldt af ensomme menneskehjerters
usete længsel og anger.

Bladene falder, og æblerne falder
fra alle betyngede grene,
dugdråber falder som gråd fra et væsen,
der føler sig bange og ene.

Ude i rummet trædes den store
vugge på lydløse gænger,
til en efter en de ufødte vågner
og ikke kan sove længer.

Så falder de også, som æblerne falder
blandt alle de faldende blade,
til moderhjertet, der ømt betynget,
sanker sin høst i lade.

Tove Ditlevsen (1918-1976)

Fra samlingen “Dikt i utvalg” (Den norske bokklubben 1999)

Forbi

Som visne blade der falder til ro,
når stormen slipper sitt tag,
går folk på vejen forbi mitt hus,
forbi mine ruder i dag.

Kvinden der skubber en barnevogn
med stolte, retfærdige skridt,
minder mig tungt om det spæde liv,
der hjælpeløst spandt sig om mit.

Og fyraftens venlige, trætte mænd,
hvis øine er gode af fred,
binder i anger min tanke til en,
der kommer mig evigt ved.

Højt oppe synger de duvende trær
en sval og tungsindig sang
om blide kærtegn og svunden ro,
og alt det der var en gang.

Jeg går ad min længels dunkle vej,
men hvor fører vejen hen?
Og kan man bestandig følge den lidt
og finde tilbage igen?

Om mig står elskede skygger i skjul:
en træt mand hvis øjne er grå,
og et voksende barn, der ved alting,
og ingenting kan forstå.

Og min ensomhed er en krone
af torne og sølvmåneskær,
der løfter taget av huset
og bringer mig stjernene nær -

og tynger mit hjerte til jorden
af ikke at elske mer,
- mens de barnevognsskubbende kvinder
går ude på vejen og ler.

Tove Ditlevsen (1918-1976)

Fra samlingen “Dikt i utvalg” (Den norske bokklubben 1999)

For sidste gang

Når jeg er død, og al verdens lys
går bort i et stjernespor,
skal I lægge mig ned et sted på en mark
i den brune og fugtige jord.

Ingen kiste skal lukke sitt dræbende låg
over det, der engang var mig,
jeg vil lytte til fodtrin, der kommer og går
over menneskets evige vej.

Og vinter og sommer skal skiftende gå
forbi i min tusindårsdrøm,
mens ormene kryber om pande og hals
i hårets skørnede strøm.

Og engang vil de komme med spade og skovl
og varsomt grave mig frem,
og en ung geolog gør sin kone angst
ved at ta mit skelet med hjem.

Måske vil han holde min hovedskal
i sin fine og fængslende hånd
og føle hvordan der, for sidste gang,
går bud mellom stof og ånd.

Og da vil han løfte sit forskerblik
mod de kommende tusinde år,
og en mand vil røre – for sidste gang -
mit lange, lysende hår.

Tove Ditlevsen (1918-1976)

Fra samlingen “Dikt i utvalg” (Den norske bokklubben 1999)

Tove Ditlevsen ble ingen opprører. Hennes betydning som forfatter ligger i trofastheten mot sin historie og sine dyrekjøpte erfaringer. Hun avsluttet sitt liv 7. mars 1976. “Ved begravelsen sås ingen rødstrømpe, men kirken var sprængt af arbejderkvinder fra barndommens gade” sier Erling Nielsen.

De evige tre

Det er to menn i verden, som
bestandig krysser min vej.
Den ene er ham, jeg elsker,
den andre elsker meg.

Den ene er i en natlig drøm,
som bor i mitt mørke sind.
Den andre står ved mit hjertes dør,
jeg lukker ham aldrig inn.

Den ene gav meg vårligt pust av lykke
som snart for hen.
Den andre gav meg sitt hele liv,
fikk aldrig en time igjen.

Den ene bruser i blodet sang
hvor elskov er ren og fri.
Den andre er ét med den triste dag,
som drømmene drukner i.

Hver en kvinde står mellem disse to
forelsket, elsket og ren -
En gang hvert hundred år kan det skje
de smelter sammen til en.

Tove Ditlevsen (1917-1976)