Viser arkivet for stikkord tafdrup

Nye erindrede steder III

Hvad jeg finder i dine øjne
kender jeg
selv om jeg endnu aldrig har set det.
Hvad jeg ser langt inde i farven grøn
- ildøje -
er mere end jeg husker
fra hele mit liv.
Er tiden før
og længere tilbage.
Eller frem.

Så megen tavshed
er lagt ind
i hvert af dine ord.
Jeg lytter og lytter.

Fordi du lever
har rummet omkring mig videt sig ud.
Jeg er parat til større afstande
års ensomhed.
Til at se alt det
der skal dø.

Fordi du trækker vejret så let og fint
overdøver stilheden
lyde jeg før har hørt.

Jeg skal finde dit blod
Forstå det
der ikke har sprog
endnu.
Jeg overgiver mig betingelsesløst
Jeg bliver mit eget øje
jeg bliver mit eget øre.

Pia Tafdrup (1952-

Nye erindrede steder II

Der er dage hvor jeg ikke er sikker på
hvis liv jeg lever
hvor alt og intet ikke længere kan holdes adskilt.
Ligesom musikken fra kassetten der spoles frem og tilbage
ikke lader sig skelne fra tog efter tog
gennem undergrunden.
Slag af støj og støv og hede
mod mit ansigt mellem andres i mængden.
Ligesom billeder jeg aldrig selv har skabt
farer i rids forbi mit synsfelt.
På samme måde som enkelte strejf mellem mennesker
ikke er forskellig fra de stød
jeg visse dage modtager
fra metal jeg stryger forbi.

Men i nat taler din stemme
hen over mit ansigt og tæt ved mit øre
så jeg løftes op og ud.
Sætter dine læber usynlige spor
ned langs min hals
så jeg løftes op og ud
af endnu et bundløst døgn.

Finder din hånd et bryst
inde under en bluse med mere end tusinde knapper
så jeg løftes op og ud og får den tyngde
et liv må have
hvis det ikke skal flagre og flakse
helt uden sin egen vilje.
Så jeg når mig selv
som efter genkaldelsen af en lang drøm
med dens stædige mønstre af brud og sammenhæng.

Pia Tafdrup (1952-

Nye erindrede steder I

Så uventet her
og pludselig nu
en finger langs tindingen
igen og igen.
Støv eller dug
eller smeltepunkter.
Et sår der lukker.
En flygtende der beslutter
at forlade sit eksil.

Jeg ønskede længe
at kunne blive født igen
fordi jeg ikke ville dø.
Dine fingre ved min hårgrænse:
Tag imod mig.
Jeg vender tilbage
gennem blåt
gennem vand
til det ødsle rum af lys
der engang var mit.

Vi har aldrig kendt hinanden før
for evigt
disse få dage
mellem sortsvajende graner
og flammehvid birk.

Pia Tafdrup (1952-

Keep on driving

Det er altid her
og der er alt at nå
der er ingen flugtvej mulig.
Der er kun hvirvlen
omkring sin egen akse.
At leve med ilden
i forlæns dødsspiral.

Pia Tafdrup (1952-

(Fra Sekundernes bro)

Hjertet banker bag ja

Vågen ved lyden af Chicago
gennem det åbne vindue
umuligt at sove med Boston
Philadelphia Washington og New York i blodet
mineraler af glæde
floder af uforståelig sitren.

Hvorfra kom den uro
der drev mig frem
og hvorhen?

Hvorfor finder jeg Monet så dragende
på denne side af Atlanten
det flammende klare lys i hans billeder
evigheden grebet i det passerende.
Hvordan kan solen skinne
gennem århundreder her
beruse
på tværs af tid
det flygtige flydende og spirituelle få eksistens?

Mine rejser, bevægelser mod lys
intet mere
end bønnen om en bro
de mange omfavnelser jeg fik
af hvide og sorte.
Sekunder
mellem hjerte og hjerte.

Tænd sitren
rytmer af lys i mig
dagens og årtiders lys
så jeg kan gløde gennem århundreder
skifte farve
som ahornblade i Canadas skove
når sukkerprocesser bryder løs
de første efterårsnætter
hvor cikaders svingende membraner når stjerner
der slå ud
og åbner
for at død
kan passere
helt uden smerte.

Pia Tafdrup (1952-